Fortælling om det hemmelige rum hos Dr. Gersfelt 2017-09-06T19:43:25+00:00

Villa “Wisborg”

Det Hemmelige Rum Hos Dr. Gersfelt

Dr. Gersfelt var en nøglefigur i redningen af de danske jøder over Øresund, for den del der angår Snekkersten og Skotterup.

Han boede Strandvejen 138, men nabohuset 136 var også inddraget i aktiviteterne. Her følger en kort historie om det hemmelige rum under stråtaget.

”fra Øresundstid”, http://www.oresundstid.dk

(Christian Sørensens erindringer om begivenhederne vedr. de danske jøders flugt over Øresund fra Snekkersten havn i efteråret 1943.

Jødetransporterne fra Snekkersten Havn af Christian Sørensen.)

Snekkerstenlægen Jørgen Gersfelt skrev efter besættelsen en fin lille bog om de illegale jødetransporter til Sverige. Bogens første mange sider omhandler især sejladserne fra Snekkersten, som det tyske politi “GESTAPO” så brat stoppede ved at arrestere en del Snekkersten-fiskere.

Dr. Gersfelts bog går ikke i nærmere detaljer omkring det skete med hensyn til personnavne og lignende – vel af hensyn til de involverede fiskerfamilier. I år 2003 er det imidlertid 60 år siden. begivenhederne fandt sted. Derfor tillader jeg mig som selv deltog at fortælle lidt nærmere om, hvem det var, som satte liv, familie og båd på spil for at sejle forfulgte jøder til Sverige.

De første jødetransporter.

I september 1943 overvejede den tyske besættelsesmagt at arrestere de danske jøder, da de efter tyskernes mening var årsagen til de forværrede forhold i Danmark. Da rygtet sivede ud, flygtede mange forudseende jøder med det samme for at slippe væk i tide. De strømmede ud til de små fiskerlejer langs Øresund, hvor de mod betaling illegalt blev sejlet over til Sverige af fiskere og andre, som var villige til at løbe den store risiko at sejle tværs over sundet, hvor tyske patruljebåde holdt vagt. Fisker Christian Johannessen mener jeg, var den første, der vovede at sejle jøder over sundet midt om dagen med sin motorbåd “Glenten”. Det rygtedes hurtigt, at her var en hurtig transport. De sidste dage i september var det helt galt. Jøderne sad på trapper og gange i fiskerhusene og tiggede om at komme over. Min familie boede et par huse fra Christian Johannessen og hans kone Helga og kunne ikke undgå at se og høre, hvad der foregik. men vi tav selvfølgelig over for fremmede.

GersfeIt og Thomsen.

De fleste af jødetransporterne blev organiseret af dr. Gersfelt og kroejer Thomsen fra “Snekkersten Kro”. De fordelte jøderne og aftalte det økonomiske med fiskerne. Tyskerne syntes ikke at vise nogen særlig interesse. Hvis de overhovedet vidste noget om det, der foregik. Problemet var nok, at de ikke anede, hvem det var og hvor. Resultatet blev, at mange andre fiskere også gav sig til at sejle jøder over om dagen med motorbåde, når de tyske patruljebåde var længst væk, men den 4. oktober 1943, gik det galt.

Den tyske Gestapochef i vores område hed Juul. Gestapo boede på villa “WISBORG” ved Helsingør. Den 4. oktober om eftermiddagen kørte Juul med

sine folk ud til Snekkersten Kro, for at se efter skjulte flygtninge. Dr.Gersfelt fik omgående besked af hensyn til de motorbåde, der lå klar i havnen med jøder, der skulle af sted. På den sidste tur over Sundet havde Hilbert Hansen og Ludvig Andersen et fattigt jødisk ægtepar med uden beregning. De ejede ikke en øre. De var helt privat rejst til Snekkersten i håbet om at komme over. Venlige mennesker havde gemt dem i en kælder. Det var fisker Henrik Hansens kone Anna, som kom med dem til mig. Jeg bad dem bare om at kravle ombord og ikke sige noget. Nu var de fleste sejlet, men der manglede en båd. Dr. Gersfelt. der boede på Strandvejen 138 var klar med sin bil til at bakke ud på Strandvejen og prøve at stoppe Gestapo, hvis de fandt på at inspicere havnen når de forlod kroen.

Kystbetjenten flygtede.

Det var nøjagtig. hvad de gjorde, men Gersfelt holdt som planlagt midt på vejen med stoppet motor. Det sinkede tyskerne så meget, at den sidste båd også kom af sted. Denne sidste båd, som forlod havnen med jøder om bord, var “Astrid”, der tilhørte fisker Jonas Børgesen. Den danske kystbetjent ude på havnen, som stemplede bådene ud og ind, havde også fået besked om, at Gestapo kom. Så gik der panik i ham! Han smed alle båd listerne på gulvet i vagtskuret og stak af med Jonas Børgesen til Sverige. På det tidspunkt var tyskerne ikke klar over, at der var noget galt: ikke før de kom ud i vagtskuret, hvor kystbetjenten var væk, og alle bådlisterne lå på gulvet. Havnen blev straks besat, og så satte tyskerne sig blot til at vente.

Båden “Astrid”

Fiskerne blev taget af tyskerne.

Da det blev mørkt, kom de 6 både tilbage og sejlede lige ind i armene på tyskerne. Der blev gjort flere forsøg på at advare bådene, men det lykkedes ikke. Alle tolv mand blev kørt til Horserødlejren. Den syvende båd med fisker Jonas Børgesen var klar over, at han ikke kunne vende tilbage til Snekkersten havn. Han havde jo haft kystbetjenten med til Sverige. Betjentens revolver fik Jonas Børgesen. Så den pakkede han ind i sejldug og bandt den fast til en bundgarnspæl, og så satte han kursen mod Sletten havn. Jonas Børgesen var klar over, at tyskerne måske havde besat de små havne i håbet om at opsnappe flere illegale både. Meget forsigtigt gled båden ind mod havnen. Hvis tyskerne var der, ville han lade sig glide i vandet og svømme i land uden for havnen, men der var ikke nogen. Blandt de tolv mand som havnede i Horserødlejren, kan jeg huske Christian Johannessen, Rudolf Sørensen og broderen Ejnar Sørensen, Hilbert Hansen, Ludvig Andersen, Knud Johannessen, Børge Petersen, Henrik Duve Hansen, Poul Johannessen. Af beslaglagte både husker jeg, Glenten, Grethe, Hilbert, Håbet og Duen.

Forhørene af de tolv mand i Horserødlejren blev overværet af det danske politi, som orienterede fangerne om, hvad deres bådkammerat havde sagt ved forhøret, så deres forklaring lød ens. De flestes forklaring i retten lød på, at de personer, de havde sejlet til Sverige var danske jøder, som de ikke kendte. Der var både børn og gamle personer imellem. De var meget ulykkelige, og det var umuligt for fiskerne at modstå deres bønner om hjælp!

Julius Johannessen forhandler med tyskerne.

Allerede den 9. oktober 1943 blev de arresterede løsladt igen. Det viste sig, at en af de gamle fiskere, den 77-årige Julius Johannessen var rejst til København og fået foretræde for den tyske general i Danmark. Fiskeren forklarede, at det var lidt af en katastrofe for det lille fiskerleje, at alle deres unge fiskere sad inaktive i Horserødlejren, og bådene var beslaglagt. De burde alle være hjemme og fiske. Alle deres fangster blev jo sendt til Tyskland. Det kunne man ikke nu.

Og desuden burde den tyske værnemagt være tilfreds med, at vi hjalp dem af med de danske jøder. Nu manglede man bare at høre, hvad dommen blev. Men det trak ud. Politimesterens anklageskrift blev afleveret til dommeren midt i december 1943 og lød: “De tiltalte straffes for at have hjulpet et antal personer til at rejse ud af landet fra Snekkersten uden om paskontrollen. De tiltalte har erkendt sig skyldige. Desuden skal de udrede sagens omkostninger”. Det gik ikke så stærkt. Endelig faldt dommen dog midt i maj 1944: “De tiltalte skal straffes med hæfte i 30 dage. Thi kendes for ret”. Det var dommer Olrik i Helsingør, som dømte dem. Jeg mener ikke, at nogen af dem nogen sinde blev indkaldt til afsoning.