MINDER 2018-10-06T14:36:38+00:00

Minder fra Skotterup under besættelsen

Dramatiske dage i oktober – 26 jøder skjult i ét hus
 af Kjeld Damgaard

Denne artikel er baseret på interviews med hhv. Ketty Dalgaard (f. 1930), Vibeke Thorsted (f. 1927) og Ole V. Hansen (f. 1930). De førstnævnte er begge døtre af fisker Aksel Hansen i Skotterup. Ole er deres fætter og søn af Aksels bror, Viggo Hansen, der også boede i Skotterup.

Kroejer Thomsen i bekneb

Ketty Dalgaard og Vibeke Thorsted boede i oktober 1943 hjemme hos forældrene på Strandvejen nr. 77. De var store piger på hhv. knapt 14 og 16 år. Begivenhederne starter den 2. oktober kl. ca. 22.30, da Kettys og Vibekes fader, fisker Aksel Hansen, som sædvanlig går ned til vandet for at se på havet og vejret m.v. Det var et fast ritual før sengetid, men da der var indført spærretid, skulle han være indendøre kl. 23.00.

Aksel Hansen

Imidlertid møder han nede på stranden kroejer H.C. Thomsen, der desperat forsøgte at få kontakt med en stor kutter, der skulle transportere en stor gruppe jøder til Sverige. Thomsen var i tidsnød, da han ikke turde være ude efter spærretiden, og Aksel Hansen tilbyder derfor at tage sig af gruppen, som på dette tidspunkt er skjult oppe i Egebæksvang.

26 jøder indkvarteres

Thomsen skyndte sig derpå at hente gruppen i skoven og kom tilbage med en flok på 26 jøder i alle aldre. Aksel Hansen, der var alene hjemme sammen med de to døtre, tog hele flokken med hjem. Her blev de indkvarteret overalt i hele huset. Også i sidehuset som ellers kun blev anvendt om sommeren, blev der placeret en lille gruppe. Hele huset blev i øvrigt ekstra mørkelagt, således at absolut intet lys slap ud. Den lokale læge, Jørgen Gersfelt kom til stede og gav de mindste noget beroligende, men flere af de voksne jøder var meget oprevne og medtaget af en lang aften i uvished.

Under indkvarteringen, hvor også døtrenes senge blev anvendt – gentog en ung pige, der fik plads på loftet, igen og igen: ”Hvis tyskerne kommer, så husk jeg er din søster!” Hun håbede vel på at kunne redde sig på den måde, selvom det jo var tvivlsomt om det var lykkedes. Hun blev lagt i samme seng med en person, der blev omtalt som persisk fyrste, men som Aksel Hansen tørt bemærkede: ”Det fik han ikke noget ud af, for hun var alt for bange!”

10 minutter efter ankom Gestapo

Straks herefter forsøgte Aksel Hansen at få kontakt med den store kutter, der vistnok tilhørte Hans Erhardt Jensen, og som til daglig anvendtes som stenfisker. Og endelig ved 3-4 tiden om natten lykkedes det, men problemet var, at der var for lidt vand ud for Aksel Hansens hus i Skotterup, så den måtte lægge ind lidt længere mod syd, ud for Villadsens villa (Strandvejen nr. 85). Her var bådebroen også længere, hvilket betød, at den strækning, Aksel Hansen og hjælpere skulle ro mellem både og broen var noget kortere.

Viggo Hansen, bror til Axel Hansen

I løbet af en times tid fik Aksel Hansen, der havde fået hjælp af familien, så indskibet de 26 jøder og præcis kl. 05.00 satte kutteren kurs mod Sverige. Hele udskibningen blev i øvrigt dækket af lokale modstandsfolk, der lå gemt rundt i haverne i Skotterup. Det opdagede Ole Hansen, da han løb hjem efter at kutteren var sejlet. Og at det måske kunne have været blevet alvor ses af det forhold, at 10 minutter efter at kutteren var sejlet, så ankom Gestapo fra Helsingør. De fandt imidlertid intet, Jørgen Gersfelt var kørt, alle var gået hjem og kutteren var uden for synsvidde. Ole V. Hansen husker hvorledes de måtte skynde sig at slukke lyset, og holde på hunden for at den ikke skulle begynde at gø, medens Gestapo undersøgte haverne i området.

Strandvejen 77

Strandvejen 77, anno 2017

Det hører med til historien, at alle jøderne alle kom sikkert til Sverige. I øvrigt var det ikke kun danske jøder, der dengang blev transporteret over Øresund. Også adskillige jøder, der var flygtet fra Tyskland i 30’erne, var med i de grupper som blev transporteret over. Men det er vigtigt at understrege, at der ikke på nogen måde blev skelnet mellem danske og udenlandske flygtninge. Som oftest anede man ikke hvem der blev transporteret eller hvor de kom fra. I det hele gjaldt det, at jo mindre man vidste om hinanden, desto bedre var det.

Snekkersten Havn i centrum

Som berettet i Egebækken nr. 34 af Christian Sørensen, var der i dagene herefter en voldsom trafik af både fra Snekkersten Havn. Herfra blev adskillige grupper af jøder transporteret til Sverige, lige indtil tyskerne arresterede næsten alle fiskerne. Ifølge Christian Sørensens beretning var Jonas Børgesen den sidste, der sejlede, og da han kom tilbage – også som den sidste – kunne han se, at de andres både lå fortøjet helt forkert.

Georg Hansen

Han skyndte sig derfor at vende sin båd og sejlede straks ud af havnen igen. Han sejlede derpå til Sletten Havn, nærmede sig forsigtigt, men så ingen tyskere og gik i land. Han kendte – p.g.a. tunfiskeriet – prins Axel, og tog derfor til Sorgenfri, hvor han det næste års tid – ”under jorden” – arbejdede som gartner.

Imidlertid, fortæller Ketty og Vibeke, så var Jonas Børgesen ikke den sidste der kom i havn. Der skete nemlig det, at Aksel Hansens bror Georg og fætter Vilhelm, begge havde været i Sverige t to gange med flygtninge. Selvom Aksel ikke var glad ved situationen tilbød han at overtage båden, ”Delfinen” og transportere den sidste gruppe over. Netop som han skulle sejle, råbte broderen Georg, at Gestapo var på vej. Han råbte til Aksel ”Løb!” og mente at Aksel skulle lade båden løbe ud af havnen. Aksel misforstod imidlertid situationen og sprang op på kajen fordi han troede at han skulle løbe selv. Georg fik dirigeret tilbage i både og så gik det stærkt med at komme af sted. Han var således alene på turen og da det efterhånden blæste op turde han ikke gå ind i Raa Havn, men sejlede i stedet til Helsingborgs havn, hvor han lagde til ved en fiskehandler, som han kendte. Her modtog de svenske myndigheder beredvilligt flygtningene – hvorefter Aksel Hansen sejlede tilbage mod Danmark.

Forsigtighed ved tilbagekomsten

Da han kom tilbage til Snekkersten Havn var han naturligvis klar over, at Gestapo havde været der, og sejlede meget forsigtigt ind i havnen, hvor den eneste der imidlertid modtog ham var en kystbetjent, der beredvilligt tilbød at fortøje hans båd – og i øvrigt anbefalede ham at komme væk i en fart.

Imidlertid var nu Aksel Hansens hustru, Thora, vendt hjem fra en konfirmation i København, og da hun tidligere på dagen havde hørt at de øvrige fiskere var blevet sendt t il Horserød, så turde hun ikke blive hjemme. Endnu vidste hun jo ikke hvad der var hændt hendes mand, og hun var naturligvis ikke meget for at være hjemme, såfremt der kom tyskere for at søge efter hendes mand. Hun tog derfor døtrene under armen og gik til en veninde, der boede lidt nord for havnen i nr. 118. Her overnattede de så – uvidende om at Aksel var kommet hjem – og fundet hus tomt. Næste morgen fandt Aksel imidlertid familien – ikke helt tilfreds med at være blevet forladt. Imidlertid fandt familien hurtigt ud af, at det nok var bedst hvis han forlod Skotterup for en tid – men efter få dage i Søllerød kom han hjem igen – og der skete da heller ikke yderligere i sagen.

Bartholdy Møller i bekneb

Præsten i Egebæksvang, Vagn Bartholdy Møller (præst fra 1930-49) kom imidlertid også i bekneb. Han havde i dagene herefter fået samlet en større gruppe jøder, der ikke havde penge til at betale for sejladserne til Sverige. Han forhørte sig nu blandt fiskerne hvem der kunne tænke sig at sejle dem over, men de fleste af fiskerne betakkede sig. Flere af dem var lige blevet løsladt fra Horserød og skulle ikke nyde noget lige med det samme.

Men hos Ole Hansens forældre Marie og Viggo Hansen (nuv. Strandvejen 79) boede den 49-årige  fisker Jens Thagesen. Mange regnede ham for lidt af en særling, men han havde mange rigtigt gode egenskaber- og hovedet fejlede ingenting. Han interesserede sig egentlig ikke for politik, derimod var han især glad for dyr og børn – men i det hele taget havde han et ”stort hjerte”. Det var jo nok det sidste, der fik ham til at tilbyde sin assistance med præstens jøder. Han havde allerede deltaget i en af de første ture sammen med med Gudmand Wellendorph, men det havde åbenbart ikke afskrækket ham.

Jens Thagesens enestående indsats

Resultatet var i alle fald, at Jens Thagesen lånte en stor bundgarnsbåd af Vilhelm Hansen, sejlede hen til Bartholdy Møllers sommerhus i nærheden af Kirkestranden i Espergærde og samlede gruppen af jøder op. Med i båden som hjælper fik Jens Thagesen barber Einar Plough. Imidlertid var Plough uvant med at ro – og især uvant med at ro så stor en båd, så resultatet var, at Jens Thagesen måtte ro hele vejen til svensk farvand, hvor de heldigvis blev mødt af en svensk patruljebåd, der tog jøderne ombord. Men så skulle båden jo ros hele vejen tilbage – også af Jens Thagesen. Han klarede det, men hans hænder var fuldstændigt ødelagt, da han kom hjem.

Jens Thagesen

For denne indsats forlangte og modtog Jens Thagesen ingen penge overhovedet. Men efter krigen modtog han dog fra Frihedsfonden et mindre beløb som påskønnelse for sin indsats.

Den engelske flyver

Det var i øvrigt ikke den eneste gang samme Jens Thagesen gjorde en indsats. I sommeren 1942 havde der en nat været en del overflyvning, og måske en af maskinerne var blevet skudt ned eller havde måttet nødlande. Det fik man aldrig rigtigt opklaret, fortæller Ole V. Hansen. Den engelske pilot eller flyver reddede sig imidlertid i land i en gummibåd. Jens Thagesen boede på det tidspunkt i et skur i haven, og fulgte ivrigt med i hvad der foregik på stranden og på havet. Han hører så, at denne gummibåd lægger til, og får da også fat i englænderen. Uden tøven tager han manden med op i skoven, hvor de kan gå mere uset og fik ham straks installeret på en gård i Rørtang, sandsynligvis hos Peter Mortensen på Hasselgaard.

Politiet kom kort efter til stede for at se efter gummibåden – men Jens Thagesens hurtige indsats havde fjernet alle spor – og politiet måtte køre med uforrettet sag. Senere, da overfarten til Sverige til Sverige var blevet arrangeret – måske via Harry Henriksens kajakrute fra Helsingør – så var det også Jens Thagesen, der sørgede for at han kom helskindet frem til stranden, hvorfra overførslen skulle ske.

Flere flygtninge

Sidst i oktober 1943 overværede familien Hansen endnu en transport fra deres bådebro på stranden. En ung kystbetjent havde observeret at Thorvald ”Bedstefar” Petersen og Peter ”Bisse” Børgesen lå med en båd med en jødisk familie ved badebroen ud for Strandvejen nr. 77.  Det førte til en diskussion på badebroen mellem kystbetjenten og de to fiskere, som han beordrede til at stoppe og vende tilbage til broen. Det førte til at Ole  V. Hansens fader, Viggo Hansen, gik ned for at se hvad der skete. Han spurgte nu kystbetjenten om han havde ringet til stationen om episoden, og da betjenten svarede bekræftende, så råbte Viggo til Thorvald og Peter at de skulle se at komme af sted – så skal jeg nok holde betjenten tilbage. Betjenten truede nu med at skyde, og da båden endnu lå på skudafstand, vidste de to fiskere ikke rigtigt om de skulle ro eller komme tilbage. Problemet var også, at det var måneklart, så de var ikke skjult af mørket.

Omtrent samtidig kom også Aksel Hansen og datteren Ketty til stede samt Viggos søn, Ole. I det samme sagde familien i båden, henvendt til kystbetjenten – ”Jeg er politifuldmægtig Smith – og det er min familie”. Smith boede på ”Bassebo” i Snekkersten – og da hustruen var jøde, følte familien at de var nødt til at flygte til Sverige. Kystbetjenten nægter imidlertid fortsat at lade båden sejle, men da Aksel Hansen straks efter ser en overbetjent på cykel på Strandvejen, får han stoppet ham. Aksel Hansen siger til overbetjenten: ”En af dine unge fløse står dernede og vil ikke lade båden sejle. Kan du se at få det ordnet.” Overbetjenten greb straks ind, og irettesatte den unge betjent som så tillod at båden sejlede.

Mod nye tider

Efter disse begivenhedsfulde uger, blev der mere roligt. Det hele blev mere professionelt, især var det kroejer H. C. Thomsen, læge Jørgen Gersfelt og politibetjent Laust Sørensen, som havde været organisatorerne i denne første tid, men nu voksede en stadig større modstandsbevægelse frem – og den tog nu andre metoder i brug, bl.a. med faste ruter mellem Danmark og Sverige.