En beretning om turen over Øresund, og til Sverige og Ramlösa. 2017-07-24T09:57:06+00:00

Mammys flugtberetning – Okt. 1943, lnge Jensen f. Margolinsky – skrevet 1957

Gift med en ikke jødisk mand (Osvald Ingolf Jensen) havde jeg ikke lagt planer om nogen flugt, men da min mand er forhenværende officer og som følge bla. deraf ikke holdt sig udenfor det underjordiske arbejde, kunne der være almindelige grunde til vore børns og min flugt. – idet jeg er sikker på at skulle min mand blive pågrebet, havde jeg ikke mod til at gennemgå forhør, og jeg ville i så fald selvfølgelig have skadet adskillige. Efterhånden som jeg imidlertid så, hvad der skete omkring mig, blev jeg nervøs, bl.a. fordi der kom flere opringninger med advarsler til os, og også fordi der boede tyskere i nærheden. Derfor, efter at min nærmeste jødiske familie var blevet skjult rundt omkring, bl.a. Hos min svigerfamilie, flyttede jeg over til min svigermor, medens mine 2 halvanden årige tvillingepiger blev hjemme hos min mand og vor unge pige.

Igennem en højtstående regeringsembedsmand fik min familie besked om, at der sikkert ville blive razzia den 4. oktober 1,943, og samtidig fik de besked om en illegal forbindelse, som skulle koste adskillige tusinde kroner. Min familie samledes så forskellige steder fra, hos min svigerinde for derfra at tage til Kastrup og komme over i en fiskerbåd. Min svigermor og jeg tog ud til min svigerinde for at sige farvel til mine nærmeste (jeg glemmer her, at første gang min familie forsøgte at komme afsted fra Kastrup, dagen i forvejen, mislykkedes forsøget). Næste dag blev min søster farvet blond og familien forsøgte da igen, og det lykkedes dem at komme over formedelst adskillige tusinde kroner.

Jeg blev så boende hos svigerforældrene i nogen tid efter også at være blevet farvet lyshåret. (Min svigermor engagerede en damefrisørinde, der farvede mange mørkhårede jøder, således at de ikke så let blevopdaget underflugten herfra). Vi fik imidlertid en dag sidst i oktober at vide, at nu var det nødvendigt at også jeg flygtede, da der havde været nogen for at hente mig ejendommen ved siden af. Det var politiet, der denne gang advarede. Min mand og jeg tog ned for at tale med dem, og vi forsøgte også det svenske konsulat, men det var omsonst. Vi fik at vide, at tvillingerne og jeg skulle aldeles omgående afsted med udgangspunkt fra “Thom” (Thomsen i Snekkersten).

Min svoger, (min mands broder – Ingolf Osvald Ingolf Jensen Jensen), var den sidste i en gruppe, hvor de andre var taget, så han var for længst under jorden, men vi syntes, at nu var det tiden for ham at tage af sted; når resten af hans gruppe var taget, var det vel kun et tidsspørgsmål, hvornår han blev taget. Altså fik vi fat i ham med megen møje og besvær. Jeg havde %lime til at hente mine børn, som de var (uden noget ekstra tøj, det var der ikke tid til). Og på hovedbanegården samledes min mand og jeg med ungerne og min svoger, der kom i sidste sekund. Vi sad i en kupe fuld af tyskere og gav børnene skefulde af bedøvende medicin for at få dem til at sove. Det kunne vi imidlertid ikke få dem til.

Vi ankom til Snekkersten hotel ved 12-tiden, hvor Thom tog imod os og sørgede for mad, han var et enestående menneske. Lidt efter kom der en sømand og fortalte at forbindelsen alligevel ikke kom i stand. Thom fik så fat i en anden forbindelse. Min mand flugte os til en dertil indrettet taxa, (børnene blev bedøvet med indsprøjtning hos Dr. Gjersfeldt i Snekkersten, men indsprøjtningen virkede ikke). Farvel til min mand. Og i taxaen sad konen og 2 drenge hos den kaptajn, der demonterede bomben fra sukkerfabrikkernes bombardement. Vi blev kørt til en villa i Espergærde, hvor der foruden de nævnte var en storsabotør, og selvfølgelig min svoger, der var med hele tiden, samt 1 eller 2 flygtninge (ikke jødiske), desuden en skipper og anføreren for flugten, som jeg ikke har kunnet få oplyst, hvad hedder. Vi sad længe, medens det mørknede og kunne ikke se nogen fiskerbåd. Til slut fik vi besked om at vende tilbage til, hvor vi kom fra. Min svoger og ungerne og jeg kom i en taxa. Den kørte op mod Snekkersten og ville sætte os af på Skotterup kro, hvor jeg imidlertid kendte en meget kedelig episode fra, dog vidste jeg ikke bestemt om det var den samme ejer. Jeg nægtede at tage derind, og chaufføren vendte vognen og tog tilbage mod Espergærde, hvor vi da blev vinket ind i den samme villa, som vi var i før.

Nu ventede vi igen på bådebroen, og efter nogen tids forløb, efter at skipperen var gået i vandet med alt tøjet på og havde været hjemme at skifte, steg vi alle ca. 8-9 personer (ikke føreren for flugten) ned i en robåd med påhængsmotor og regnede med at møde fiskerbåden lidt ude på vandet. Mine tvillinger skreg inde under jakkerne hos min svoger og en storsabotør, der ville have kastet ungen i vandet, hvis ikke min svoger havde nedlagt veto. Motoren gik i gang og tøffede i ca 2-3 minutter. Så måtte de forskellige ro, (ikke kaptajnsfruen og jeg), vi roede og roede i timevis, og til sidst stødte vi på et tysk skib, der lå for anker ude i Øresund. Vi roede i en fart vi væk fra skibet, og – oh under- pludselig gik motoren i gang igen, og vi kom snart efter ud i fri zone på sundet. Vi kunne se folk fra tyskerbåde kigge efter os, men de foretog sig intet. Vi mødte en del patruljebåde undervejs, men vi havde mørkt tøj på, det var mørkt med silende regn, og vi bøjede os ned i højde med bådkanten, således at vi knapt var til at se.
Så var vi endelig efter mange timers forløb, og efter at bådens motor længe havde strejket igen, ud for Helsingborg, et godt stykke derfra, og der var sådan en strøm, at vi ikke kunne komme videre, vi lå så og ventede, at der skulle komme sejlede måske et svensk fartøj, som jo i de dage patruljerede kysten ved den svenske side, og nogen tid efter kom der et skib sejlende, men vi kunne ikke se, om det var svensk eller tysk. Stor spænding. Skibet standsede – det var svensk – og vi kom op. Min ene tvilling var da helt bevidstløs, og den anden åndede ikke engang og var helt blå i hovedet, så jeg var ude af mig selv af nervøsitet. Vi kom ind til Helsingborg, – først til gennemsyn – og så tog min svoger og jeg til lazarettet med ungerne, hvor den ene kun var almindelig bevidstløs, medens den anden faktisk var skindød. Efter megen surmuleri fra et par unge sygeplejersker side blev den skindøde tvilling trillet op til elektrisk behandling for at prøve at få liv i hende (det tog vist nok et par dage), og begge tvillingerne blev her i nogle dage, medens min svoger og jeg kom til opsamlingslejren i Ramlosa. Da var klokken ca. 1 om natten, og vi fik tørt knækbrød og mælk og blev vist til sovesalene, hvor min svoger kom ind til en hel del mænd, og jeg var alene på kvindernes sovesal. Næste dag blev vore forhold gennemgået, og dagen efter tog vi afsted til Rostånga i Skåne, en stor flygtningelejr indrettet i et hotels anneks, med spisning i hovedbygningen. Vi havde da været våde og tørre i samme tøj i et par dage, men sjovt nok bliver man jo ikke syg, når nerverne er sådan på højkant. Børnene var blevet raske og var med her i Rostånga.

Den skindøde tvilling har dog igennem alle årene været overnervøs som følge af flugten, først nu’ hvor hun er 14 år, er hun ved at være all right.

Da vi blev sendt over af politiet af nødvendighed, mener jeg ikke, at der blev betalt noget for os.

I Sverige kom jeg siden til Göteborg med ungerne, og min svoger kom til Malmø. Min mand kom over illegalt efter en meget dramatisk flugt fra Riffersyndikatet, hvor han og andre han havde samarbejdet med, måtte skyde sig fri og hun kom over med den første hurtigbåd. Dette var ½ år efter.

Jeg fik stilling som stenograf på flygtningekontoret først i Stockholm og siden i Göteborg, I den tid, hvor min mand var i København, sendte jeg illegale breve, som gik over en forbindelse i Varberg. De blev modtaget af vor unge pige, som boede i vort hjem, og hun videre besørgede dem så på en eller anden måde til min mand Min mand skrev over samme forbindelse, men der kunne godt gå ca. 14 dage, før brevene kom frem og de kom ikke alle frem, tror jeg nok. Pengene, min man forsøgte at sende over illegalt, gik delvis tabt, Da min mand var kommet over, skrev jeg et svensk dæknavn til mine svigerforældre på svensk, disse brevkort er modtaget.

Senere kom min mand ind som officer derovre, og jegflyttede med ungerne (som i lange tider var væk fra os på grund af den tidr. skindede tviilings skrigeri om natten) til Rönneby, hvor min mand først var. senere kom han til et andet sted’ (Den raske tvilling havde været 1 år på Hono hos nogle dejlige mennesker, Bergener, som absolut ville adoptere hende, hvad de naturligvis ikke fik lov til. Siden har de boet hos os et par gange’ og vi har stadigvæk forbindelse med dem, Den tidl. skindøde tvilling var l måned på Hönö, så fik vi hende igen, da hun vrælede en ned om natten, så satte jeg hende i et børnepensionat for kr 200,- om måneden, der var hun ca. 1 år, da pensionatet ophørte var hun i privat pleje til samme Pris.

Mine oplevelser er jo ganske parallelt løbende med så mange andre flygtninges.